Vedtaget af Statsrådet i Malmdal som øverste grundlov for byens styre og retsorden.
§ 1. Den lovgivende magt
Stk. 1. Den lovgivende magt i Malmdal tilkommer Statsrådet.
Stk. 2. Statsrådet består af repræsentanter udpeget fra følgende samfundsgrupper:
1) Håndværkernes lav
2) Handelsstanden
3) Militæret
Stk. 3. Statsrådet vælger blandt sig en Statholder til en begrænset funktionstid.
Stk. 4. Statholderens rolle er hovedsageligt ceremoniel og rådgivende.
Stk. 5. Statsrådet kan ved simpelt flertal fastsætte, ændre eller ophæve statholderens og egne beføjelser.
Stk. 6. Al lovgivning – ny som eksisterende – udformes og vedtages med simpelt flertal i Statsrådet.
§ 2. Den dømmende magt
Stk. 1. Statsrådet udgør byens øverste domsmyndighed.
Stk. 2. Hver rådsperson fungerer som dommer i sager, hvor de ikke selv har part i sagen.
Stk. 3. Tiltalte har ikke krav på taleret eller forsvar, medmindre dette særskilt er erhvervet gennem betaling.
Stk. 4. Retten til forsvar ydes ofte af medlemmer af gejstligheden, som taler på vegne af de anerkendte guder.
Stk. 5. Retssager kan bilægges ved betaling af bod, medmindre forbrydelsen vurderes som grov.
Stk. 6. Medlemmer af Statsrådet nyder politisk immunitet og kan kun retsforfølges, hvis immuniteten ophæves ved flertalsafgørelse i rådet.
§ 3. Den udøvende magt
Stk. 1. Den udøvende magt udøves af Borgervæbningen, som forestår både militær og civil ordenshåndhævelse.
Stk. 2. Borgervæbningen består af alle våbenføre borgere i Malmdal, som ved forordning er forpligtet til tjeneste.
Stk. 3. Borgervæbningen ledes af:
1) En General (øverste kommandant)
2) En Kaptajn (næstkommanderende)
3) En række Sergenter (delingsførere)
Stk. 4. Medlemmer af Borgervæbningen har bemyndigelse til at pågribe og tilbageholde mistænkte samt fremstille disse for domsmyndigheden.
Stk. 5. Medlemmer af Statsrådet kan ikke pågribes uden forudgående ophævelse af deres immunitet ved flertalsbeslutning i rådet.