Myntes Myter og Guder

Der findes mange guder mellem Myntes folk, men der tilbedes især tre hvor balance er meget vigtig mellem dem.

De Tre Hovedguder

---

Myter & Begyndelsen

I tidernes morgen var der kun kaos. Alt, der kunne minde om liv, døde, før det nåede at tage form.

Midt i dette kaos opstod en livsform, der næredes af død, sygdom og svaghed. Omkring denne livsform begyndte nyt liv at blomstre.

Senere kom en anden livsform – én, der fandt styrke i alt det sunde, raske og stærke liv, som voksede i den vilde natur. Men tæt på den første livsform blev livet så stærkt, at der ikke længere var plads til det nye. De svage og syge forsvandt, intet døde, og den første livsform begyndte at svinde hen.

Alt det stærke liv tiltrak den anden livsform, og hun begyndte at leve af det. Hun var så sulten, at hun uforvarende dræbte noget af livet omkring sig. Hun kunne ikke standse – det var, som om selve livet pressede hende til at skabe plads til fornyelse.

Kampen mellem liv og død varede i mange år.

Efter lang tid kom en ny og usædvanlig livsform – mennesket.

De så på den anden livsform og forstod, at hun skabte plads og fornyelse. De kaldte hende Vitalia.

Ved hjælp af ånderne for tanker, planer, forståelse og list lykkedes det menneskene at komme tæt på den første livsform. Rejsen havde været hård; de var udmattede, syge og sårede efter at have kæmpet mod andre væsener undervejs.

Uden at vide det havde de vækket Vitalias sult efter mere liv. Hun mærkede, at de påkaldte hende, når de havde brug for hjælp til at overleve – og deres betaling var offergaver af liv fra naturen omkring dem. Vitalia tog dem til sit hjerte.

Fordi rejsen havde været så brutal, og fordi den første livsform gav styrke til alt det, de havde kæmpet imod, kaldte de ham Heldin.

Vitalia kunne ikke modstå ham – al den livskraft, der strømmede fra ham, trak hende til sig. Da de rørte hinanden, forvandlede alt liv omkring dem sig til det, vi kender i dag.

Ud af kaosset omkring Vitalia og Heldin kom tre skikkelser svævende.

Den første bar blomsterne fra to vandmynter i venstre hånd, holdt som et timeglas.

I højre hånd førte han et sygt barn, men for hvert skridt blev barnet mere raskt.

Da han blev spurgt om sit navn, svarede han:
“Mit navn er Morcula, og barnet ved min side er Herbeta.”

Mens menneskene så til, voksede Herbeta op til en voksen kvinde. Hun bøjede sig ned, rørte et græsstrå, og det forvandlede sig øjeblikkeligt til en solsikke.

Menneskene undrede sig over, hvor de fire ånder, der havde hjulpet dem på rejsen, var blevet af, og de begyndte at kalde på dem.

Morcula og Herbeta så sig omkring, udførte et ritual, og ud af solen kom Korvidun flyvende som en ravn. Da han landede, forvandlede han sig til en mand og plukkede en mynte ved Herbetas fod.

Korvidun kastede et listigt blik på en ung kvinde og blinkede til hende.

Pludselig kunne hun se det skjulte og udføre handlinger, som intet almindeligt menneske burde kunne – sådan blev evnen til magi født blandt menneskene.

(Magerne har deres egne fortællinger om magiens oprindelse, men mange siger, at det var her, det begyndte.)

Efter at Vitalia og Heldin havde forenet deres kræfter, begyndte verden at tage form. Jord, himmel, vand og skov fandt deres plads, og ud af dem voksede liv i alle former.

Men for at verden kunne blomstre, måtte der være væsner til at bebo den. Vitalia og Heldin kaldte derfor på Morcula, Herbeta og Korvidun for at skabe mangfoldigheden.

Morcula tog et solsikkefrø og lagde det i vand. Da det sank til bunden, blev det til fisk, frøer og skildpadder.

Herbeta blæste over markerne, og hvor hendes ånde rørte jorden, rejste hjorte, kaniner og fugle sig.

Korvidun lagde mørke fjer over bjergene, og ud af skyggerne kom ulve, bjørne og ravne.

---

Racernes skabelse

Ud af kombinationen af Vitalias livskraft og Heldins styrke blev de første racer født:

Elverne, med Herbetas lethed og Korviduns skarpe blik, som vandrede i skovene.

Dværgene, med Heldins styrke og Morculas tålmodighed, som fandt hjem i bjergenes dyb.

Orkerne, med Vitalias vilje til fornyelse og krigens rå styrke, som levede i de vilde egne.

Hver race blev sat i verden med en opgave – at værne om, udfordre og forme den balance, der var blevet skabt.

Menneskene, der først havde mødt Vitalia og Heldin, fik en særlig plads i verden: Valget.

De kunne selv forme deres skæbne.

Nogle valgte fredens vej og levede i harmoni med naturen.

Andre søgte magt, viden og rigdom.

Og nogle gik i krig, ikke blot for at overleve, men for at erobre.

Balancen mellem liv og død

Vitalia og Heldin vidste, at verden kun kunne bestå, hvis liv og død holdt hinanden i skak.

Derfor lod de både Morculas helbredende hænder og Korviduns skygger vandre frit blandt folk.

For uden død er der intet nyt liv, og uden liv er døden tom.