Der findes mange guder mellem Myntes folk, men der tilbedes især tre guder eller ånder. Hvor balancen mellem deres forskellige sider er meget vigtig.
De Tre Hovedguder
Herbeta
Hun er gudinde for naturen, det vilde og skoven… og på den måde er hun også gudinde livet og det kaos der følger med at være i live. Når dyr forvilder sig ud fra skoven eller der springer planter op mellem brostenene, er det med Herbeta vilje det sker. Hun er ånden i livets kredsløb, for fra hendes kaos optår liv, udspring død, smerte og glæde… Alt hvad der gør livet værd at leve og alt hvad der kan afslutte det på samme tid.
Hun er ofte tilbedt af folk der færdes i naturen som jægere og spejdere, for at få held på jagten, men også krigere inden de går i kamp eller urtesamlere der søger en bestemt plante.
Domæne: Det vilde, skoven og dyrene deri
Tilbedelse: Ved at plante et frø, gennem jagt eller i kamp, i håb om hendes velsignelse i vilde.
Symbol: En solsikke
Natur: Vild og brutal. Hun siges at have skabt hjorte, kaniner og fugle.
Morcula
Han er gud for afslutning, helbredelse og beskyttelse. Han er en blid gud der helbreder ved at tager sår og sygdomme fra dem der tilbeder ham. Han tilbedes af healere, sårede, syge, dem der laver helbredende drikke (eller gifte) og når livet når sin slutning er det ham der guider de guider de døde på vej. Selv om han er en gud for død, er han frem for alt en blid gud, der beskytter og rummer alle med dødens sidste favntag.
Domæne: Døden, sygdom og beskyttelse
Tilbedelse: Ved at ofre et sår, sygdom eller dårligdom, i håb om hans velsignelse i form af helbredelse.
Symbol: Et timeglas
Natur: Blid og rummelig. Han siges at have skabt fisk, frøer og skildpadder.
Korvidun
Han er den yngste og listigeste af guderne. Han er gud for de listige, kloge, magi og videnskab. Han tilbedes ofte af forskere, magikere, lærde, listige tyve og spioner.
På den anden side er han også en lidt legesyg og drilsk gud, der er meget indhyllet i mystik.
Domæne: Tanker, planer, forståelse og list
Tilbedelse: …
Symbol: En siddende ravn (må ikke afbildes sort på rød)
Natur: Vis og snu. Han siges at have skabt ulve, bjørne og ravne.
Myter & Begyndelsen
I begyndelsen
I tidernes morgen var der kun kaos. Alt, der kunne minde om liv, døde, før det nåede at tage form.
Midt i dette kaos opstod en livsform, der næredes af død, sygdom og svaghed. Omkring denne livsform begyndte nyt liv at blomstre.
Senere kom en anden livsform – én, der fandt styrke i alt det sunde, raske og stærke liv, som voksede i den vilde natur. Men tæt på den første livsform blev livet så stærkt, at der ikke længere var plads til det nye. De svage og syge forsvandt, intet døde, og den første livsform begyndte at svinde hen.
Alt det stærke liv tiltrak den anden livsform, og hun begyndte at leve af det. Hun var så sulten, at hun uforvarende dræbte noget af livet omkring sig. Hun kunne ikke standse – det var, som om selve livet pressede hende til at skabe plads til fornyelse.
Kampen mellem liv og død varede i mange år.
Menneskenes ankomst
Efter lang tid kom en ny og usædvanlig livsform – mennesket.
De så på den anden livsform og forstod, at hun skabte plads og fornyelse. De kaldte hende Vitalia.
Ved hjælp af ånderne for tanker, planer, forståelse og list lykkedes det menneskene at komme tæt på den første livsform. Rejsen havde været hård; de var udmattede, syge og sårede efter at have kæmpet mod andre væsener undervejs.
Uden at vide det havde de vækket Vitalias sult efter mere liv. Hun mærkede, at de påkaldte hende, når de havde brug for hjælp til at overleve – og deres betaling var offergaver af liv fra naturen omkring dem. Vitalia tog dem til sit hjerte.
Fordi rejsen havde været så brutal, og fordi den første livsform gav styrke til alt det, de havde kæmpet imod, kaldte de ham Heldin.
Vitalia kunne ikke modstå ham – al den livskraft, der strømmede fra ham, trak hende til sig. Da de rørte hinanden, forvandlede alt liv omkring dem sig til det, vi kender i dag.
Tre skikkelser fra kaos
Ud af kaosset omkring Vitalia og Heldin kom tre skikkelser svævende.
Den første bar blomsterne fra to vandmynter i venstre hånd, holdt som et timeglas.
I højre hånd førte han et sygt barn, men for hvert skridt blev barnet mere raskt.
Da han blev spurgt om sit navn, svarede han:
“Mit navn er Morcula, og barnet ved min side er Herbeta.”
Mens menneskene så til, voksede Herbeta op til en voksen kvinde. Hun bøjede sig ned, rørte et græsstrå, og det forvandlede sig øjeblikkeligt til en solsikke.
Menneskene undrede sig over, hvor de fire ånder, der havde hjulpet dem på rejsen, var blevet af, og de begyndte at kalde på dem.
Morcula og Herbeta så sig omkring, udførte et ritual, og ud af solen kom Korvidun flyvende som en ravn. Da han landede, forvandlede han sig til en mand og plukkede en mynte ved Herbetas fod.
Magiens gave
Korvidun kastede et listigt blik på en ung kvinde og blinkede til hende.
Pludselig kunne hun se det skjulte og udføre handlinger, som intet almindeligt menneske burde kunne – sådan blev evnen til magi født blandt menneskene.
(Magerne har deres egne fortællinger om magiens oprindelse, men mange siger, at det var her, det begyndte.)
Livets mangfoldighed
Efter at Vitalia og Heldin havde forenet deres kræfter, begyndte verden at tage form. Jord, himmel, vand og skov fandt deres plads, og ud af dem voksede liv i alle former.
Men for at verden kunne blomstre, måtte der være væsner til at bebo den. Vitalia og Heldin kaldte derfor på Morcula, Herbeta og Korvidun for at skabe mangfoldigheden.
Dyrenes fødsel
Morcula tog et solsikkefrø og lagde det i vand. Da det sank til bunden, blev det til fisk, frøer og skildpadder.
Herbeta blæste over markerne, og hvor hendes ånde rørte jorden, rejste hjorte, kaniner og fugle sig.
Korvidun lagde mørke fjer over bjergene, og ud af skyggerne kom ulve, bjørne og ravne.
Racernes skabelse
Ud af kombinationen af Vitalias livskraft og Heldins styrke blev de første racer født:
Elverne, med Herbetas lethed og Korviduns skarpe blik, som vandrede i skovene.
Dværgene, med Heldins styrke og Morculas tålmodighed, som fandt hjem i bjergenes dyb.
Orkerne, med Vitalias vilje til fornyelse og krigens rå styrke, som levede i de vilde egne.
Hver race blev sat i verden med en opgave – at værne om, udfordre og forme den balance, der var blevet skabt.
Menneskets gave
Menneskene, der først havde mødt Vitalia og Heldin, fik en særlig plads i verden: Valget.
De kunne selv forme deres skæbne.
Nogle valgte fredens vej og levede i harmoni med naturen.
Andre søgte magt, viden og rigdom.
Og nogle gik i krig, ikke blot for at overleve, men for at erobre.
Balancen mellem liv og død
Vitalia og Heldin vidste, at verden kun kunne bestå, hvis liv og død holdt hinanden i skak.
Derfor lod de både Morculas helbredende hænder og Korviduns skygger vandre frit blandt folk.
For uden død er der intet nyt liv, og uden liv er døden tom.